Mal din dag

Fra gemmerne

Saturday 13. March 2010 klokken 19:44 · 9 kommentarer · Alle indlæg, Minder

- åbenbarede der sig en gammel traver, som jeg drejede dengang jeg “underviste” børn i lerets gode egenskaber.

Nu kunne den passende være beholder for en hurtig lille påskelilje. De forgår hurtigt, hvor imod leret består – hvis da ikke det tabes på gulvet ….

Farverne i den passer fint til maleriet og den lille purk på det lille foto. Jo, det er Ole som 3- årig, med sin onkel Fredes bløde filthat.

Tilbage til leret. Jeg var tosset med med det, og dengang Ulshøjsvej fik lagt fjernvarme ind – gik jeg med vejmændene i dybden og erobrede de skønneste klumper blåler. Dem tog jeg med ind og så modelerede min far og jeg.

I dagevis lavede vi figurer – min far var enormt dygtig til det, selv om han kun kunne bruge venstre hånd. Han kunne skabe buster af de store statsmænd, så ingen var i tvivl – men ville han gemme dem?

Niks – gik lerets gang og indgik i det nye projekt. Æv, de buster ville være sjove at have.

Senere fik jeg alt det ler jeg ville have i skolen og senere på højskolen, hvor jeg havde den dygtige keramiker, Chris Moes som lærer. Og senere igen, nogle år i keramikværkstedet i en fritids-og ungdomsklub.

9 kommentarer indtil videre ↓

  • Jane Bengtsen

    Hej Ella

    Ulshøjsvej…. Jeg er elendig til navne, men er det ikke i Gug??
    Hvis det er, bliver jeg nødt til at spørge dig, om du har gået på Gug skole?
    Jeg gik der fra 4. til midt i 6. klasse (er årgang 1951, så vi taler tidlig stenalder her), så derfor min nysgerrighed.

  • Ella

    Jo Jane, det er det – og så har du gået i skole med både min søster og jeg. Hun er fra 50 og jeg fra 53. Så jo, vi gik der samtidig. Hvem havde du som klasselærer – og gik du i klasse med John Olsen?

  • Jane Bengtsen

    Nej, hvor morsomt!!
    Jeg er som sagt elendig til navne, men nogle hænger ved.
    Men først vil jeg lige sige, at jeg havde en søster Jette, som også var en årgang 53. Hun gik også i skole i Gug på samme tidspunkt. Hun døde desværre i 1978, men hun ville have moret sig over, at jeg på denne lidt tilfældige måde “falder” over mulige skolekammerater :-)
    Min klasselærer hed Gundersen, så vidt jeg mindes. Jeg havde også en lærer, som hed Bødker, som vist senere blev skoleinspektør.
    Og så var der hr. og fru Vardinghus – og et-eller-andet Røge – og frk. Kjærulff, som var søster til fru Poulsen, som boede overfor skolen.
    Frk. Kjærulff er ansvarlig for min livslange forelskelse i det engelske sprog, som senere blev min levevej.
    Nej, tænk, at så meget alligevel er hængt ved..
    Men nu skal jeg ikke overvælde dig med snak over nettet. Det er vist ikke det rette forum.
    Hvis du har lyst til at udveksle skolesnak, er du meget velkommen til at skrive på min private mail: janebengtsen@gmail.com
    Nej, hvor er det morsomt, det her.
    Jeg har fulgt dig og din dejlige familie så længe via nettet.
    Fortsat god søndag!!

    p.s. Umiddelbart kan jeg ikke huske en John Olsen. Håber ikke, at jeg dermed har fornærmet nogen :-)

  • kirstenk

    Aj hvor sjovt…min nu afdøde svigerfar havde også Chris Moes som lærer. Jeg har en meget smuk keramikskål som min svigerfar fik af CM, stående her på mit bord…

  • Ella

    Det er et hyggeligt sammentræf, Jane :-)

    Det gør mig ondt med din søster, det var alt for tidligt at hun skulle dø! Jeg ved ikke om det er hende jeg husker – hvor boede I?

    Jeg havde Jens Bødker til klasselærer, han var fantastisk! Og han forblev overlærer, det var en anden Bødker Petersen der blev inspektør. Jeg har været i forbindelse med Bødker for få år siden, nu er han desværre død.
    Jeg har også snakket med hr. og fru Vardinghus for få år siden, de lever vist i bedste velgående.
    Jeg gemmer lige din mailadresse hvis jeg kommer i tanker om mere :-)

    Ja, for pokker, Kirsten – Chris Moes var så sød og dygtig – han tilbød mig en læreplads, men det var ikke den vej jeg ville på det tidspunkt.

  • Jane Bengtsen

    OK, så du havde Bødker til klasselærer…..
    Heldige dig. Jeg husker ham som en helt ny lærer og temmelig flot og sød.
    Hvor vi boede??
    Ja, i mange år boede vi på hjørnet af Baunevangen og Solhøjsvej, hvor mine forældre havde købt en have i 1950. Min far kørte hos Tuborg i mange år.
    Senere flyttede vi lidt hen ad vejen, og så hed huset, som far fik bygget for Th. V. Gardesvej 26. Det var den sidste grund i Gug kommune, husker jeg, så da det blev afklaret, at det var der, vi hørte til, hed bopælen pludselig Solvangen 2…..
    Mange af mine klassekammerater boede nede i selve Gug by og i udkanten, men dog ikke så langt ud som os.

    Vi hed Larsen til efternavn.
    Sjovt, som det virker som en forfrisker af hukommelsen at snakke om gamle dage: Pludselig kan jeg huske, at vi hoppede parhop i et stort sjippetov i frikvarteret, og af og til var jeg næsten i himlen, for så var jeg par med Jørgen Hein – oh salighed.
    Ikke mere snak nu, men hvor er det morsomt, at ting, som var længst forsvundet, bare ligger der og venter på det rigtige stikord :-)

  • Ella

    Han var den skønneste lærer, Jane – vi holdt klassefester med Beatles på grammofonen med hotdogs – oppe i hans lille lejlighed på skolen. Det var helt specielt!
    Han tog sig af mobning og vi havde klassemøder. Og jeg husker engang hvor han havde influenza og vi skulle have vikar. Vi nægtede at gå til time, vi stod og sørgede neden for hans vinduer, indtil han kom frem i sin ternede morgenkåbe og sagde at nu skulle vi gå med vikaren. Jamen det gjorde vi da – med tårerne løbende ned ad kinderne. Om vi lærte noget. Helt utroligt, som han kunne lære fra sig og motivere. Heldigvis huskede jeg at fortælle ham det, da jeg snakkede med ham 30 år senere – og han blev så glad :-)
    Det er altså sjovt som der går hul på minderne her – tak for det!
    Om jeg husker Jørgen Hein – ja – jeg gik i klasse med hans bror – og jeg forstår sagtens din begejstring. Han er chef oppe på AAB-college nu, efter mange år på Aalborg handelsskole. Vi hilser på hinanden engang imellem.
    Jeg kan ikke komme i tanker om din søster, men du havde vist et stort krøllet hår? ;-)

  • Jane

    Hej Ella
    Nu fik jeg endelig en stund for mig selv. Vi er ved at gøre klar til at sælge hus og komme tilbage til Aalborg. Helbredet er ikke længere til et nedlagt landbrug.
    Og jeg glæææder mig.
    Stort, krøllet hår!!! Mig.
    Du siger noget. Jeg har et skolebillede fra 6. kl., hvor jeg flyttede til Vejgaard Vestre Skole, hvor jeg har det mest gyselige, krøllede hår.
    Hvis det er dét, du husker, så – undskyld. Det skete aldrig siden :-)
    Ja, Jørgen Hein er der sikkert mange pigehjerter, der har sukket over, og alder eller ej, jeg kan stadig mærke skolepigebetagelsen, når jeg har mødt ham som leder af Handelsskolen eller andre steder.
    Utroligt, så stærke følelser man har som helt ung.
    Jeg siger også tak, Ella, for jeg plejer at sige, at min barndom er væk – at jeg ikke kan huske noget derfra, men det er jo slet ikke rigtigt – og hvor er det rart.
    Lige nu kan jeg huske, at vi strikkede store, mønstrede trøjer i nogle af frikvartererne. Min søster Jette også. Vi kan da ikke have været ret gamle, for jeg gik på Gug fra 4. kl. til nov. i 6. kl. Måske skulle man prøve igen??
    Hvor er det hyggeligt at snakke gamle dage.
    Kan du ha’ en dejlig dag.

  • Ella

    Det bliver dejligt for jer, Jane :-)

    Måske er det det hår jeg husker, men det var nu ok ;-)
    Det er sjovt når barndommen kommer frem på den her måde – jeg husker meget fra min barndom, helt fra 2-3 årsalderen :-)

    Og lige over til dig!

Læg en kommentar

Jimmy