Mal din dag

Dumme tøser

Thursday 22. July 2010 klokken 11:44 · 5 kommentarer · Minder

Mens AC legede med Anna ovre på tæppet, gik jeg i solbærrene – helt frivilligt – og plukkede en skålfuld, så Anna evt. kan få lidt bær i sin grød. Ind imellem hældte jeg høsten af i en skål på græsset – dvs. indtil jeg opdagede at Sallie hyggede sig med dem. Om hun spiste dem, ved jeg ikke – men spredt for alle vinde var de.

Pyt – så plukkede jeg bare nogle flere, for der er masser af store flotte solbær.

Og her var det at barndomsminderne poppede op:

………………………………………………………….

I vores store barndomshave var vi meget selvforsynende, en nødvendighed med en far i kørestol og en mor der passede ham. På den måde kom der ikke særlig mange penge ind hver måned – og så må man strække med det man har. Og det var f.eks. bær og grøntsager – og hvad var mere naturligt end at lade sine store piger plukke bær i de lange dovne sommerferier.

VI HADEDE DET!!! og kunne vi snyde os fra det gjorde vi det. Et af vores værste stunts var at fylde skålen næsten op med jord og så toppe den med bær – sige: “se her”, og så sætte den ind på køkkenbordet og skynde sig at smutte. Møgunger. Det gjorde vi kun den samme gang. Det var da også synd for vores mor, for hun knoklede med at passe hus og have og vores far – og os. Heldigvis havde hun en skøn humor og vi kunne grine af det bagefter.

Jeg ville hundrede gange hellere klippe hæk og lægge fliser – pudse vægge op eller køre sand, end at sidde og pille i en bærbusk. Og heldigvis var der også plads til det.

Som 15-årig lagde jeg fliser hele vejen ned  igennem vores lange have, så far kunne færdes i sin kørestol. Fliserne var aflagte fortovsfliser på 80 kg stykket – næsten dobbelt min vægt på 48 kg. Men jeg var bomstærk og far lærte mig vægtstangsprincipper, så jeg gjorde det sgu. Men den gang jeg tabte en flise ned over min hånd, med en grim hudafskrabning til følge, synes min mor at det var lidt for vildt. – Jeg syntes vist bare at det var sejt – jeg var jo fars “dreng”, når fliser blev lagt og hækken klippet. Det må også have været så træls for ham, ikke selv at kunne, men han var drøngod til at instruere, så jeg fik lært håndværket – han var ikke tidligere murermester for ingenting. Jo jo, jeg lærte at fuge og stænkpudse ….

……………………………………………………….

Nå det var de her bær. I går hyggede jeg mig med at plukke bær – nu kan jeg ikke så meget andet – og selv det fik jeg ondt i ryggen af.  Jeg bliver nok aldrig dedikeret bærplukker selv om tiderne skifter.

5 kommentarer indtil videre ↓

Læg en kommentar

Jimmy