Mellemste og jeg gik pÃ¥ stranden for at finde mit ur. Men for pokker, hvor er der meget sand ….
Vi ledte højt og lavt, men fandt absolut ingenting, så vi opgav og gik ned for at sige farvel til havet og bølgerne.
PÃ¥ vej tilbage til huset, gik jeg uvist af hvilken grund tilbage til, hvor uret blev væk – vi havde jo opgivet. Jeg sparkede lidt arrigt i sandet, mens mellemste grinede af mig. Det holdt han hurtigt op med og gav sig istedet til at juble med mig. For der i arrighedssparket dukkede uret op.
Klokken var 8.33 – og uret fuldkommen uskadt.
Og jeg er en glad kvinde ….
Det var dog helt fantastisk. Ikke at man skal udlede at arrigskab er en god ting, men at nogle gange kan vi undres over hvordan vi kan blive reddet på målstregen.
Dejlige billeder du har taget ved Vesterhavet; får lyst til at tage dertil igen selvom det kun er sølle to dage siden vi var der.
Øjda hvor usædvanlig heldigt, Ella!
Ja det var helt overnaturligt, Karin.
Du m̴ afsted igen snart. Det vil vi ogs̴ Рvi elsker Vesterhavet
Det var helt vild, Acq
Hold da op, hvor heldet forfølger dig, Ella
Jeg formoder I er hjemme nu, så velkommen tilbage til et ind imellem overskyet, men dejligt varmt Aalborg
Ja, mon ikke, Liselotte – jeg elsker held
Jo, vi er hjemme i god behold
Er der noget med at heldet følger en særlig slags mennesker
Jeps, og det passer fuldstændig på mig, Catarina
Æ hæld følle de towle!
SÃ¥’n er’et, Irene – a mÃ¥ vær’ hiel towle
No do saje æ!
Nej, hvor var du heldig…sÃ¥dan med “straffespark” at finde dit ur…..
Straffespark, det var da det det var, Luna – og jeg vandt